Anne Tærsbøl Pedersen fejrede 10 års jubilæum

Anne Tærsbøl Pedersen fejrede 10 års jubilæum

Brilleriet i Espergærde Centret inviterede 7. juni til reception i anledning af at Anne Tærsbøl Pedersen den 1. juni havde været ansat som optiker i 10 år.

Anne Tærsbøl Pedersen blev uddannet som optiker i 1987 og har siden da været ansat som optiker i div. forretninger i hhv. København, Helsingør og senest de sidste 10 år hos Lars Jensen, Brilleriet.

Der var derfor disket op med lækkerier til receptionen i Brilleriet, hvor de mange gæster tillige kunne nyde solskinnet på terrassen bag forretningen.

Anne Tærsbøl Pedersen har i øvrigt trådt sine barnesko i Espergærde Centret, idet hendes far var med til at starte sin isenkramforretning blandt de første butikker i centret, da det åbnede 13. november 1964. Per Tærsbøl var selv formand for Centerforeningen, da den blev startet i 1967 og blev jo siden tillige kendt som Borgmester i Helsingør, Folketingsmedlem, m.m.

Lars Jensen havde også kun rosende ord til Anne Tærsbøl Pedersen, der tillige blev ønsket tillykke af Centerforeningens nye formand, Martin Perlt, og Centerchef Vibeke Nørly, der kiggede forbi med en smuk buket blomster til Anne fra Centrets mange butikker og medarbejdere.