Vi ønsker stort tillykke til vores dygtige elever

Vi ønsker stort tillykke til vores dygtige elever

Espergærde Centret kunne torsdag overrække buketter og gavekort til de dygtige elever Freja Jensen, Irma, Signe Kristensen, Imerco og Frederikke Husted Nielsen, Guldsmed Pade.

De 3 piger har alle lige afsluttet deres fagprøver med meget flotte resultater, og det var derfor med stor glæde at vi kunne fejre de dygtige piger, der alle 3 har klaret deres fagprøver med bravour.

Stor ros til butikscheferne 

”Vi er meget stolte af eleverne i hverdagen og det glæder os naturligvis meget, når de klarer sig så flot til deres fagprøver. Vi har en høj faglighed i butikkerne, så jeg synes også, at det er en stor cadeau til vores dygtige butikschefer, at eleverne generelt klarer sig så godt, når deres faglighed bliver testet til fagprøverne,” siger Centerchef Vibeke Nørly, der allerede nu er i fuld gang med at planlægge de næste fagprøver med de butikselever, der afslutter uddannelsen til efteråret.

”Vi bakker fra Espergærde Centrets side op med at lave plakater, markedsføring, ol. for eleverne i anledning af deres fagprøver. Vi synes det er utroligt vigtigt at vise de unge, at vi også tager såvel dem som personer og ikke mindst deres fagprøver alvorligt! For os er det jo også vigtigt, at vi hele tiden har butikker, der tager det sociale ansvar, det jo også er at uddanne elever. Samtidig sikrer det en høj faglighed i butikkerne løbende og det er et kvalitetsstempel vi har haft længe og som vi gør alt for at bibeholde,” fastslår Centerchefen. ”I modsætning til andre steder, hvor det meget er unge, ofte ufaglærte, medarbejdere, der ekspederer i butikkerne, så er det i Espergærde Centret oftest faglærte bag disken. Vi har selvfølgelig også mange ungarbejdere, men her bliver de så oplært af faglærte og det gør jo også dem dygtigere til deres arbejde. Så dygtige medarbejdere på alle linjer er en del af vores DNA”, siger Centerchef Vibeke Nørly med et stort smil.

Frederikke Husted Nielsen har sidste arbejdsdag hos Guldsmed Pade på lørdag 30/6 kl. 13-15, hvor der bliver serveret et lille glas bobler for at fejre den flotte svendeprøve. Freja Jensen og Signe Kristensen fortsætter resten af måneden, så der inviterer vi først til bobler på et senere tidspunkt.

Freja – Knuthenlund oste – Irma

Freja valgte i oktober 2017 at lave sin fagprøve om Irmas Knuthenlund oste. Ostene er specialoste og beskriver meget godt Irma, som netop har disse specialvarer.

”Jeg skulle sætte et mål for fagprøven og det blev til, at jeg ville have indekset op på 500. Dette mål nåede jeg ved, at vores kunder fik en smagsprøve og ostene kom på udstilling. Knuthenlund er et gods som ligger nede på Lolland med mange forskellige produkter.

Det er familie ejet og var siden 2006 ejet af Susanne Hovmand, som var 4. generation. Alle deres oste er speciallavet og er 100 % biodynamiske”, fortæller Freja og fortsætter: ”Desværre gik Knuthenlund her i foråret 2018 konkurs og måtte sælges, hvilket betyder at Knuthenlund nu ikke mere leverer til Irma og ikke har samme produktion som tidligere.”

Freja arrangerede lækker smagsprøver i Irma, hvilket var meget velbesøgt og hun fik et flot 7-tal for sin opgave, hvilket jo efter den nye skala svarer til 7-9 i forhold til den tidligere karakterskala.

 

Signe – Studenten der flytter hjemmefra! – Imerco

Signe fortæller om sin fagprøve: ”Som afslutning på mit uddannelsesforløb som salgsassistent i Imerco med speciale i glas og porcelæn, skulle jeg udarbejde en idé og afholde en fagprøve. Jeg valgte temaet ”Studenten, der flytter hjemmefra!”

Jeg har valgt 2 gode produkter med tilvalg, som jeg synes er meget funktionelle til f.eks. et studiekøkken. Det er en Multi Snack Collection og en Actifry fra Tefal, så man hurtigt kan lave sund og billig mad.”

Signe arrangerede også smagsprøver samt en konkurrence for kunderne i butikken, hvor de kunne vinde flotte præmier sponseret af Tefal, ligesom MENY Gourmet i Espergærde Centret sponserede ingredienserne til de smagsprøver, som Signe frembragte i de udvalgte produkter.

Alvorligt trafikuheld forsinkede fagprøven

Signes stresshåndtering blev i øvrigt også udfordret til hendes fagprøve, idet Storebæltsbroen blev lukket på grund af et alvorligt uheld, ligesom Signe var kørt frem i bilen og holdt lige foran bommen ved billetlugen. Der kom hun så til at holde i 2,5 time, førend broen igen blev åbnet. Hun var løbende i kontakt med skolen, og formåede på fineste vis at bevare roen og scorede et meget flot 12-tal.

Frederikke – MP Jewels – Guldsmed Pade

Frederikke skrev om MP Jewels, da hun godt kan lide håndværket og materialerne og hun er vild med de fantastisk flotte designs, som gør smykkerne lette at bruge til hverdag og fest. MP Jewels er et nyt brand, som Guldsmed Pade fik i butikken sommeren 2017. Det lille værksted, som er beliggende i Lyngby, blev grundlagt i 2017. Det ejes og drives af Guldsmed Maiken Pade, som blev udlært med bronzemedalje i 2002.

MP i MP Jewels står for Maiken Pade. Maiken har en passion for det ædle guldsmede håndværk og det er tydeligt at se i hendes smykker. Hun ligger stor vægt på selv at udvælge alt, så hun er sikker på at alt lige fra guld og diamanter til perler og andre smykkestene er af den bedste kvalitet. Hendes smykker er altid håndlavet helt fra bunden med kærlighed, detaljer og historier. For Maiken er smykker skabt med hjertet og kan bæres af mange generationer fremover.

Frederikke havde lavet en Facebook konkurrence på Guldsmed Pades Facebookside. Her kunne man vinde en smuk halskæde fra MP Jewels. Hendes store begejstring kunne mærkes gennem hele fagprøven, som hun afsluttede med et meget flot 12-tal.